Da jeg flyttede til byen – helt tilbage i 1979 – havde Silkeborg 2 stolte hoteller – det fine Dania på Torvet, og det lige så fornemme Hotel Impala på Vestre Ringvej.

Og mens Dania har overlevet i fin stil, har tiderne været imod Impala – så meget, at hotellet i flere år var lukket, men intakt – måske afventende bedre tider.

For et par år siden blev det så besluttet, at det tidligere hotel skulle sættes i stand og bruges til indhusning af asylansøgere.

Desværre blev denne anvendelse yderst kortvarig – der udbrød sent 2017 brand i hotellet, hvilket lagde det hele øde.

Og nu er forfaldet totalt. Endnu står de sørgerlige ruiner som minder om en svunden storhed, men det er planen, at bygningerne på et tidspunkt skal ryddes, og andet bygges på den i øvrigt attraktive grund.

I anledning af den seneste brand natten til mandag tog jeg en lille tur rundt på ejendommen – et trist syn for os, der husker hotellet fra dets velmagtsdage.