09-05-19 Uddrag fra lokalpolitiets døgnrapport

0

Forsøg på tyveri Vi starter klokken 21.50 onsdag, hvor 2 mænd forsøger at stjæle et antal pallerammer på Klintevej i Knudlund. Mændene bliver anråbt af et vidne, og de stikker af fra både varebil og pallerammer.

Politiets undersøgelser viser, at der er tale om en udlejningsbil fra Aarhus, og i bilen findes papirer som gør, at man nu vil tage ud og besøge en bestemt person for en opklarende samtale.

I øvrigt er der stjålet ikke færre end 200 paller i Silkeborg-området indenfor de seneste 3 uger, så der er åbenbart tale om en eftertragtet vare.

Tyveri – Vi bliver i genren – klokken 22.45 blev der klippet hul i hegnet omkring byggepladsen SIF-parken Sanatorievej. En bil blev kørt ind på pladsen, og man stjal et foreløbig ukendt antal nye gulvbrædder, der skulle lægges i boligerne. 1 mand er set forsvinde fra stedet i en varebil.

Undløb fra taxaregning Klokken 01.46 havde en 47-årig mand taget en taxa til sin bopæl på Chr. d. 8’s vej i Silkeborg. Turen kostede 241 kroner, og manden bad taxachaufføren vente, mens han lige hentede pengene. 

Manden vendte imidlertid ikke tilbage, og chaufføren tilkaldte politiet som bankede på døren til lejligheden. Selvom manden havde fulgt det hele gennem et vindue, nægtede han at lukke op, og politifolkene måtte derfor tilkalde en låsesmed, som fik døren op, og på den tid af natten er det ikke helt billigt BÅDE at skulle betale en låsesmed, og en taxaregning samt sandsynligvis også en bøde.

Underboring af billås Næsten samtidigt i Grauballe bemærkede et vidne, at 2 mænd var i færd med at bore låsen på en firmabil på Gudenåvej i Grauballe op. Vidnet råbte op, og de to gerningsmænd forsvandt i løb mod øst ad Gudenåvej. Politiet sendte hunde ud i området, men lige ved bygrænsen til Grauballe forsvandt sporet efter mændene, så man går ud fra, at de havde et køretøj stående der.

Mændene beskrives som 18-20 år gamle, den ene iført en mørkeblå hættetrøje/jakke, den anden en sort ditto. Der har i øvrigt været flere sager med underboring af billåse i Silkeborg kommune i den seneste tid, fortalte politikommissær Bent Riber.

Varetægtsfænglet Den udenlandske mand uden dansk bopæl, der i går blev anholdt og sigtet for tyverier af mobiltelefoner i Elgiganten, er blevet varetægtsfængslet i foreløbig 4 uger, da han ikke har fast bopæl i Danmark. Manden ankede ikke afgørelsen.

Varetægtsfængsel kan idømmes, hvis der er en forventning om en minimumsstraf på 60 dages fængsel.