10-05-19 Uddrag fra lokalpolitiets døgnrapport

    0

    Døgnets begivenheder har for det meste udspillet sig i Kjellerup onsdag og natten mellem torsdag og fredag.

    Fire tyverier fra varebiler Alle indbrud er sket i Kjellerup, og fremgangsmåden er i alle tilfælde den samme: Med et redskab har gerningsmanden/mændene slået et hul i bilens karosseri umiddelbart over låsen, og har dernæst stukket noget ind, og på den måde kunnet låse bagdør eller sidedør op.

    Første indbrud: Mellem onsdag klokken 21 og torsdag klokken 06 er ukendte gerningsmænd brudt ind i en hvid Nissan varebil, hvorfra de har stjålet elværktøj. Der er endnu ikke opgjort præcist hvad der er stjålet.

    Andet indbrud: Fra Sindingsgade  er der mellem onsdag kl. 18 og torsdag klokken 07.30 stjålet elværktøj fra en hvid Merecedes Sprinter. Der er endnu ikke opgjort præcist hvad der er stjålet.

    Tredie indbrud: Fra Vestervangen er der mellem onsdag klokken 16 og torsdag klokken 14 fra en gul Citroen Jumper stjålet en HilTi boremaskine, en Cardi borestander, en Weka DK17 boremaskine, en Cardi T475 kerneboremaskine, en Bosch elhammer og to rundsave til en samlet værdi af cirka 65.000 kroner.

    Fjerde indbrud: Fra Vestervangen er der mellem onsdag klokken 16 og torsdag klokken 14 stjålet værktøj fra en hvid Renault Traffic. Der er endnu ikke opgjort præcist hvad der er stjålet.

    Narko: Torsdag morgen klokken 08.45 var politiet i anden anledning på besøg på en adresse på Østergade i Kjellerup. På adressen opholdt der sig tre personer – lejlighedens 22-årige beboer samt en 16-årig og en 17-årig ung mand. Ved besøget fik man mistanke om, at der muligvis var stoffer på stedet, og man igangsatte derfor en ransagning. På en billedramme fandtes spor af hvidt pulver, og hos den 22-årige beboer fandt man en pose med 0,5 gram amfetamin, hvilket han erkendte besiddelse af.

    Narko: Politiet var senere på dagen klokken 12.30 igen i Kjellerup – denne gang besøgte man en adresse i Nørregade, hvor den 38-årige mandlige beboer blev sigtet for besiddelse af 2,85 gram hash.

    Indbrud: Vi tager en lille sviptur til Silkeborg, hvor der på Daltoften mellem tirsdag klokken 10 og torsdag klokken 14.30 er blevet opbrudt et vindue. Huset gennemrodet, men umiddelbart kunne beboerne ikke se, at der manglede noget.

    Narko: Tilbage i Kjellerup. Klokken 21.30 besøgte politiet samme adresse i Østergade som man besøgte om morgenen. Denne gang var der 4 personer tilstede – de tre tidligere nævnte unge mænd samt en 16-årig pige uden fast bopæl. Hos den 16-årige pige fandt man ved visitation 10,46 gram amfetamin, 0,42 gram hash samt noget hashmix, klar til rygning. Yderligere fandt man 0,51 gram amfetamin på en tallerken, der tilhørte den 17-årige, samt 0,33 gram amfetamin på en fotoramme, som den 22-årige erkendte ejerskabet til. Den 16-årige unge mand slap uden sigtelser.