5 anholdte i stor narkoaktion i Midtjylland

0

Fem personer blev torsdag anholdt i en større koordineret aktion, hvor betjente fra enheden Særlig Efterforskning Vest slog til mod seks forskellige adresser i Nordjylland, Midt- og Vestjylland og i Østjylland.

De anholdte er mænd og kvinder i alderen 24-48 år, og de sigtes alle for at have været i besiddelse af en større mængde hård narkotika med henblik på videreoverdragelse. Fire af dem bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus med henblik på varetægtsfængsling. 

Under ransagningerne beslaglagde politiet en mindre mængde narko, men det er politiets formodning, at de anholdte har været en del af et netværk, som har distribueret en større mængde hård narko i Danmark. 

I samme sag sidder seks personer i forvejen varetægtsfængslet, og en 35-årig mand har fået en dom på fire et halvt års fængsel. 

Anklagemyndigheden vil ved grundlovsforhøret fredag anmode om lukkede døre, og Særlig Efterforskning Vest ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.

Artikelfoto: Østjyllands Politi