Forbipasserende tog ansvar ved naturbrand på A26

0

Midtjysk brand og rednings station i Fårvang blev fredag formiddag klokken 10:32 kaldt til ild i en skråning på hovedvej A26 mellem Ans og Kongensbro.

På grund af det utroligt tørre vejr – og fordi A26 på dette sted går gennem en del bevoksning med træer, var brandvæsnet forberedt på lidt af hvert under turen frem til stedet.

Det viste sig ved ankomsten, at anmelder og flere andre forbipasserende havde taget ansvar, og stort set tømt alt flydende ud af bilerne – fra sprinklervæske til sodavand, for at forhindre, at branden bredte sig – og det var lykkedes i en sådan grad, at brandvæsnet kunne slukke de resterende flammer i løbet af få minutter. 

Herefter var der blot at gennemvæde området godt og grundigt for at sikre, at der ikke resterede gløder der senere kunne blusse op.

Brandvæsnets indsatsleder udtalte efterfølgende stor ros til de forbipasserende for den snarrådige indsats, der sikkert forhindrede en større naturbrand.