Del dette
Ved Silkeborgs byjubilæum i 1996 blev der rejst en skulptur til minde om begivenheden på Søndertorv i Silkeborg. Pengene til skulpturen blev indsamlet blandt en lang række sponsorer (se PDF-bilag), og det lykkedes at samle så meget ind, at man kunne bede den svenske kunstner Per-Olof Ultved om at lave en skulptur, der kunne skænkes til byen og dens borgere som markering af byjubilæummet.
Det resulterede i, at kunstneren kunne præsentere værket Monument for bevægelse, der blev opstillet på Søndertorv – afslutningen af den ene af byens to gågader – i 1996.
Værket var på daværende tidspunkt yderst avanceret, både med hensyn til materialevalg – og fordi det kunne dreje sig selv og sine delelementer, takket være små indbyggede motorer.
Værket, som kunstneren spøgefuldt kaldt for Monument for bevægelse, blev i folkeminde hurtigt omdøbt til Piskeriset.
Værket har imidlertid haft en lidt omtumlet tilværelse, og den har de seneste år hensygnet i flere forskellige dele på kommunens oplagsplads.
I anledning af Silkeborg snarlige 175-års jubilæum blev det så foreslået, at skulpturen skulle opstilles igen.
Borgerne har været inddraget i at finde et hjem til Monument for Bevægelse. Der indkom 40 forslag, blandt andet Søholt Idrætspark, Indelukket, Søndertorv, ved Biblioteket eller ved Medborgerhuset.
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget kiggede forslagene igennem og udpegede en håndfuld muligheder. Og det hele endte med, at skulpturen skulle opstilles ved den nybyggede Tekniske Skole på Bredhøjvej i et af byens industrikvarterer. Det var Teknisk Skole, der billigst for kommunen ville overtage og opstille værket.
Nu er skulpturen så stillet op – og placeringen falder åbenbart og åbenlyst ikke heldigt ud. Selvom Per-Olof Ultved var en kreativ, humoristisk og finurlig sjæl, ville selv han sikkert have vanskeligt ved at forlige sig med den placering, hans skulptur skal have fremover – på hjørnet af indkørslen til en p-plads, omgivet af undervisningshaller, bilforretninger og andre industrivirksomheder – 2-3 kilometer udenfor bymidten, hvor den oprindeligt var placeret. Her ud over er Monument for bevægelse – i hvert fald i øjeblikket – en fuldstændig statisk skulptur, da der har været problemer leder med mange af de lejer, som elementerne hvilket i. Om det er planen at ændre på dette vides ikke i skrivende stund.
Området på Søndertorv, hvor “Piskeriset” tidligere stod, er i øvrigt nu omdannet til grøn legeplads til børn og barnlige sjæle, hvor skulpturen rent faktisk ville have passet fremragende ind.
Om Monument for Bevægelse:
- Monument for Bevægelse er skabt af den svenske kunstner Per-Olof Ultvedt.
- Værket er 7,5 meter højt og udført i rustfrit stål.
- Skulpturen er netop opsat på sin nye placering på Bredhøjvej i Silkeborg, ved siden af Bilernes hus og overfor Silkeborg Tekniske Skole.