Igen, igen – Udenlandske vognmænd fik bøder for manipulation

0

Det kostede to udenlandske vognmænd dyrt, da Tungvognscenter Syd, Sydøstjyllands Politi standsede to lastbiler ved Kolding tirsdag den 8. oktober.

Da personale fra Tungvognscenter Syd kontrollerede de to lastbiler, viste de tekniske undersøgelser, at der var blevet manipuleret med de to lastbilers forureningsbegrænsede udstyr. Det udløste bøder til de to vognmænd på tilsammen ca. 60.000 kr. for manipulation.

Derudover skal de to lastbiler forbi et værksted for at blive lovliggjort, inden de må køre videre.

Begge vognmænd har erkendt sigtelserne og betalt bøderne. Tilbage står nu den bekostelige lovliggørelse af begge lastbiler.

Faktaboks
Tungvogncenter Syd varetager den operative kontrol af tunge køretøjer. Tungvognscentrets arbejdsområde er primært varetagelse af den operative vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser samt traktorer og landbrugsredskaber på vejnettet.
Opgaverne er blandt andet kontrol af køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.

Tungvognscenter Syd har base i Sydøstjyllands Politi og dækker et geografisk område svarende til tre politikredse: Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydøstjyllands Politi