41-årige Kathrine fra Bryrup, der har været som sunket i jorden siden 5. december, er fundet død ved en skov i Bryrup. Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi. 

– Jeg kan bekræfte, at det er hende, vi har ledt efter i mange dage, som vi har fundet ude i skoven, siger vagtchef Anders Bøje Hansen til TV Midtvest.

Der har siden hendes forsvinden været søgt med hunde, dykkere, politi og frivillige, men uden held indtil i dag.  

Det er endnu for tidligt at sige, hvordan kvinden er død, men det skal et ligsyn mandag gøre politiet klogere på. 

– Vi har været derude det meste af formiddagen, men der er umiddelbart ikke tegn på forbrydelse, siger Anders Bøje Hansen. 

De pårørende er underrettet om fundet.