Kunne ikke lade tidligere kone være i fred

0

En indtil nu ustraffet 54-årig mand fra Aarhus-området skal nu afsone fire måneders fængsel, efter han i går ved Retten i Aarhus blev dømt for at have stalket sin ekskone ved at overtræde et tilhold mod hende mere end 1.500 gange.

Manden blev dømt for adskillige gange at have sendt mails til kvinden, men også for at have sendt beskeder og billeder til parternes fælles mindreårige børn.

Manden fik den 3. januar 2019 et tilhold mod at kontakte sin ekskone. Allerede to uger senere overtrådte den 54-årige tilholdet mere end 80 gange på få dage. Manden fortsatte med at overtræde tilholdet adskillige gange, hvilket i august førte til, at politiet anholdt ham og fremstillede ham i grundlovsforhør den 29. august. Han blev dog løsladt af retten.

Den 2. september var den gal igen, da politiet modtog en anmeldelse fra kvinden om nye henvendelser fra den 54-årige mand. Manden blev på ny anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, men blev endnu engang løsladt af retten. Den afgørelse kærede anklageren. Landsretten besluttede, at manden skulle varetægtsfængsles, og han blev derfor endnu engang anholdt den 5. september. 

Sendte mere end 20 mails om dagen

Onsdag fik han sin dom, som anklagerfuldmægtig Jacob Gents udtrykker sin tilfredshed med.

”Det er ekstremt krænkende og ubehageligt for en person at blive udsat for stalking af den her kaliber, og jeg er godt tilfreds med, at retten nu har besluttet, at manden skal i fængsel i fire måneder. I perioder har han sendt over 20 e-mails til kvinden om dagen, og det siger sig selv, at det har været en enorm belastning for hende, ” siger Jacob Gents. 

Manden erkendte sig skyldig i alle forhold og modtog dommen. Han blev varetægtsfængslet efter dom frem til afsoningen.