Påsat brand i kolonihavehus

0
40

Midtjysk Brand & Redning rykkede tirsdag morgen kl. 5.22 ud til en brand i et kolonihavehus på Dybkærvej.

Der var af ukendte årsager opstået ild i køkkenet i det lille kolonihavehus, og da brandfolkene ankom stod flammer ud af vinduet og op gennem tagrygningen.

Kolonihavehuset var tomt og aflåst, og det var derfor nødvendigt at brække døren op for at komme ind til ilden.

På trods af flammerne kom der hurtigt styr på branden og efter at have sikret, at der ikke lå skjulte gløder, blev der pakket sammen igen.

Efterfølgende undersøgelser har vist, at branden var påsat – muligvis vha. noget kraftigt fyrværkeri.