Politiet takker – Røveri i Løsning opklaret

0

Gerningsmanden, der begik et røveri mandag den 23. september omkring kl. 17.00 mod ’Løsning Håndkøb og Tips’ i Løsning, er nu fundet.

Der var tale om en maskeret mand, der med en kniv truede sig til et kontantbeløb. 

Gerningsmand fundet på baggrund af tip fra borger
Sydøstjyllands Politi sendte onsdag den 25. september en pressemeddelelse ud med en efterlysning af gerningsmanden med signalement og overvågningsbilleder og delte også efterlysningen på Sydøstjyllands Politis facebook-side. Og det virkede, for efterfølgende modtog Sydøstjyllands Politi flere henvendelser i sagen, og en af disse viste sig at være den rigtige. 

På baggrund af tippet og sammenholdt med den øvrige efterforskning kunne Sydøstjyllands Politi anholde en 15-årig dreng fra Horsens vestlige opland torsdag den 26. september. Ved en efterfølgende afhøring erkendte den 15- årige, at han var gerningsmanden. Han blev herefter løsladt, men hans sag vil blive behandlet efter reglerne om ”Ungdomskriminalitetsnævn”, hvilket bl.a. bevirker, at sagen skal sendes i retten indenfor 30 dage.

Tak til borgerne
Sydøstjyllands Politi vil gerne takke de borgere, der henvendte sig med oplysninger i sagen og også de personer, der har delt opslaget på Facebook, så flest mulige borgere fik set efterlysningen med signalement og overvågningsbilleder. Sammen kan vi meget.