Sådan blev Morten fundet – Politiet takker for henvendelser

0

Som skrevet i går blev Morten Kruse Pedersen, der har været forsvundet i flere dage, fundet  i live og i god behold onsdag eftermiddag.

Morten havde medbragt en firmatelefon, som havde været slukket siden hans forsvinden, men politiet havde sat en søgealarm på telefonens nummer, så man fik et ping, hvis telefonen blev aktiveret på en mast.

Klokken 14.30 onsdag eftermiddag lød der så et “ping” fra overvågningen, og man kunne se, hvilken/hvilke master, signalet kom fra. Man sendte derfor en patrulje ud i området, og allerede klokken 14.42 mødte patruljen Morten Pedersen, der kom gående ad en skovvej, tæt på det oprindelige forsvindingssted.

Morten forklarede, at han havde haft brug for at tænke over, hvor han var i livet, og at han havde overnattet et par døgn i en shelter, der lå et stykke væk fra eftersøgningsområdet – derfor var han ikke blevet fundet af hverken politi, helikopter eller civile.

Han havde klokken 14.30 tændt sin telefon og sendt en SMS til familien om at han var i god behold – hvilket altså resulterede i en lykkelig genforening senere på eftermiddagen.

Politikommissær Lasse Ivanø fra lokalpolitiet i Silkeborg udtrykker stor tak til alle, der har vist interesse i sagen og ydet en aktiv indsats for at finde Morten:

-Politiet er specielt i sådanne sager meget afhængige af, at sagerne omtales bredt, så vi modtager så mange tips som muligt. Uden befolkningens hjælp kan ofte det være vanskeligt at søge effektivt. Vi er glade for og tilfredse med den hjælp og de mange tips, vi har modtaget i forbindelse med eftersøgningen af Morten, og heldigvis endte det hele lykkeligt for familien, slutter Lasse Ivanø.