Midtjysk brand og redning, station Silkeborg, blev fredag aften klokken 21:40 kaldt til ild i en bygning i skoven på adressen Borgdalsvej 18b i Silkeborg.
Der blev sendt en større udrykning til stedet, men brandfolk og politi kunne ikke finde nogen form for brand – heller ikke selvom politiet kørte de omkringliggende skovveje tynde.
Lidt senere blev der slået alarm igen, og det viste sig nu, at branden rettelig var langt inde i skoven med tilkørsel fra Borgdalsvej 16 – en skovsti, der stort set kun benyttes af skovkøretøjer – og brandstedet lå i en dyb lavning i skoven, hvorfor flammerne ikke kunne ses på afstand.
Det viste sig, at der var tale om et intermistisk træhus, der var beboet af en yngre kvinde, som boede alene inde i skoven.
På grund af det kolde og blæsende vejr havde hun tændt godt op i brændeovnen i skuret, og ilden havde fået fat i træværket.
Kvinden fik sig reddet ud og fik slået alarm – men kendte ikke den præcise adresse.
Ved brandvæsnets ankomst var huset totalt overtændt, og det var ikke muligt at redde nogen af kvindens ejendele.
Vi kan ikke vise dette galleri