Stjålen båd fundet afbrændt

0

Et bådtyveri på Visbyvej i Gødvad sent tirsdag eller natten til onsdag har i løbet af weekenden udviklet sig få dage efter til en alvorligere sag, da tyvene satte ild på båden i Store Hjøllund plantage mellem Hjøllund og Vrads.

I et kryds mellem to skovveje dybt inde i plantagen fandt en jæger lørdag morgen båden, der er en forholdsvis kostbar Coronet De Luxe Cabin, udbrændt på sin bådtrailer. Jægeren kontakterede herefter Midt- og Vestjyllands Politi.

– Der er ikke mere tilbage af båden. Den er totalt udbrændt. Branden er nok forsætligt påsat, siger politiassistent Flemming Just, lokalpolitiet i Silkeborg, hvilket også tydeligt kan ses af billederne herunder fra findestedet – der i øvrigt var mere end svært at finde. 

Ingen forbipasserende eller andre har bemærket branden, hvorfor brandvæsnet ikke har været tilkaldt til hvad der må formodes at have været en kraftig brand, der kunne have bredt sig til selve plantagen.

Hvorfor båden er blevet brændt af er uvist. Muligvis har tyvene villet slette spor efter at have fjernet dele fra båden.

Båden blev stjålet, mens den stod på den aflåste bådtrailer på Visbyvej i Gødvad. Den 24 fods hvide Coronet og trailer havde en samlet værdi på cirka 75.000 kroner.

Traileren havde registreringsnummeret LB 6436. Hvis man har bemærket nogen køre rundt med båden vil Midt- og Vestjyllands Politi gerne have besked på telefon 114.