Stort skunkfund – politiet klarede høsten …

0

Politiet var i anden anledning på besøg på en ejendom på den lille vej Rotterdamvej, der ligger mellem Ans, Levring og Nørskovlund, da man bemærkede en kraftig lugt af hash ved bygningerne.

En nærmere efterforskning viste, at der på ejendommen fandtes et større skunk-laboratorium, komplet med varmelamper, ventilationsanlæg, varme, øvrigt dyrkningsudstyr, tørrede planter og hele skunkplanter. 

Udenfor voksede cannabisplanter til den videre produktion. Disse planter blev høstet af politiet og beslaglagt.

I alt kunne politiet beslaglægge hvad der svarede til 40-50 kilo hash.

Politikommissæt Bent Riber Nielsen betegner fundet som usædvanligt. 

– Det er sjældent, vi finder så store mængder euforiserende stoffer her på egnen, siger Bent Riber Nielsen til 24-7news.

På adressen var der to 64-årige mænd, der begge blev anholdt.

Den ene mand på ejendommen, mens den anden er fra Silkeborg, og begge fremstilles i løbet af dagen i grundlovsforhør, sigtet efter straffelovens paragraf 191.

Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt for at køre det beslaglagte udstyr væk.

Politiet skal nu efterforske videre i sagen.

Straffelovens paragraf 191
Den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder overdrager euforiserende stoffer, straffes med fængsel indtil 10 år. Angår overdragelsen en betydelig mængde særligt farligt eller skadeligt stof, eller har overdragelsen af et sådant stof i øvrigt haft en særligt farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 16 år.