Voldsomme materielle skader ved færdselsuheld ved Vinderslev

0

Klokken 17.19 skete der et færdselsuheld mellem to personbiler i krydset Vinderslevholmvej/Kjellerupvej (rute 52 mellem Silkeborg og Viborg).

Meldingen lød på, at der var fastklemte ved ulykken, og der blev sendt både frigørelseskøretøjer, stationspersonale fra Kjellerup med køretøjer, læge, politi og 2 ambulancer til stedet.

2 personer blev kvæstede ved uheldet – i skrivende stund er der ikke nærmere oplysninger om personskader, men begge biler blev totalskadede ved ulykken.

Trafikken på rute 52 kunne fortsætte nogenlunde ugeneret, på trods af de mange redningskøretøjer, mens det ikke var muligt at passere uheldsstedet fra Vinderslev-siden.

Opdateret 23.15 – Midt- og Vestjyllands politi oplyser:

 Status færdselsuheld rute 52 Kjellerupvej. Ingen alvorlig tilskadekomst. Fører af personbil vil krydse Kjellerupvej fra Vinderslevholmvej. Bliver ramt i venstre side af personbil kørende på Kjellerupvej. Bilen der krydser vejen vælter på siden.