Voldsomt: Lastbil og personbil havnede i grøften i Hjøllund

0

Kort før klokken 4.00 i nat kørte en personbil og en lastbil frontalt sammen på hovedvej A13 i Hjøllund by ved Silkeborg. Både lastbilen og personbilen væltede i røften.

– Lastbilen kører mod syd, mens personbilen kører mod nord. Der er to personer i bilen og en i lastbilen. Alle er kørt på sygehuset, oplyser Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Det er endnu for tidligt at sige noget præcist om de involverede personers tilstand.

Hovedvej A13 har siden uheldet været spærret i begge retninger, og de foreløbige meldinger er, at vejen ikke åbnes før tidligst klokken 12, da lastbilen skal tømmes, inden man forsøger at bugsere den op på vejen igen.

Der er etableret omkørsel, så man forholdsvist nemt kan komme på vejen igen.

Det er endnu uvist, hvad der var årsag til uheldet.